Udgivet fre d. 13. mar 2020, kl. 13:00

Den mærkeligste morgen i mange år

I går stod vi op til den mærkeligste morgen i mange år. Måske den mærkeligste morgen i de flestes nulevende danskeres levetid. Danmark er lukket. Vi er ikke frie i dag, som vi var i forgårs og slet ikke som vi var for en måned siden.

Det er mærkeligt pludseligt at have fornemmelsen af, at det andet menneske er en potentiel trussel mod ens egen sundhed og man derfor skal holde afstand. Sådan kan man i hvert fald vælge at se det: se det andet menneske som en trussel mod ens egen sundhed og folkesundheden i det hele taget, sådan at det gælder om at holde afstand.

Men man kan også vælge at se det andet menneske, som et menneske, man skal drage omsorg for. Derfor skal man holde afstand. Fordi man vil drage omsorg for det andet menneske.

Der er mange meninger om alt det her. Min mening er, at det er et faktum, at Danmark for tiden er anderledes og vi derfor skal tage det alvorligt og følge de retningslinjer, der er stukket ud. Fordi vi skal drage omsorg for det andet menneske.

Vi lever i et frit land. Vi må alting. Bare ikke lige nu. Fordi vi skal passe på det andet menneske. Ligesom vi gør i vores ægteskab, venskab, forældreskab – alle vores forhold i det hele taget. Ethvert forhold mellem mennesker betyder, at den enkeltes frihed bliver begrænset, fordi vi passer på hinanden og tager hensyn til hinanden.

Det er det, vi skal nu: vi skal drage omsorg for hinanden og tage hensyn til fællesskabet, lidt mere end vi tager hensyn til vores egen frihed.

Det sværeste er, at vi ikke har nogen anelse om, hvornår det stopper og hvornår verden bliver normal igen og vi igen må færdes frit. Det er en uvished, de færreste trives særligt godt med. Men måske giver uvished og magtesløshed plads til Gud, og til at lade sin egen vilje og magt fare og tro på, at Han er der og han har styr på det, når intet andet ellers er, som det skal være.

Line Nissen


Kategorier Nyheder på hjemmesiden