Drop-in dåb

Følgende beretning om at blive voksendøbt af sognepræst Line Nissen

Når man er født i 1970’erne af unge forældre, der hørte til 68’ernes opgør med autoriteterne, er det ikke sikkert man bliver barnedøbt. Jeg blev i hvert fald ikke. Kirke, bibel og bøn havde ingen plads i min barndom, udover den plads kristendommen fik på skoleskemaet. Men det betød ikke, at jeg ikke var religiøs. Faktisk tværtimod. Kristendomsundervisningen i folkeskolen og religionsundervisningen i gymnasiet var mine yndlingsfag. En veninde, hvis oldemor fortalte hende bibelhistorie, blev den kilde jeg øsede bibelsk visdom af og havde religiøse samtaler med.

Der er langt fra at være et søgende menneske og til at ringe til en præst og træffe aftale om at blive døbt. I lighed med så mange andre mennesker, satte jeg kristentro lig med moral og etisk levevis. Jeg forventede også af mig selv, at et aktivt og voksent tilvalg af dåb, krævede af mig, at jeg skulle tro på alting i bibelen og trosbekendelsen på samme måde som, at to og to er fire. Det kunne jeg ikke. Og det kan jeg sådan set stadigvæk ikke. Min moral er ligeså flosset som alle andres og jeg tror ikke, at Noas ark er en virkelig begivenhed i tid og rum.

Mit forhold til tro og kristendom ændrede sig. Jeg begyndte nemlig at læse til lærer. Der mødte jeg en underviser, som var teolog. Det gik op for mig, at teologi er andet end en bogstavelig opfattelse af bibelens ord. Jeg skiftede studie til teologi i sikker forvisning om, at jeg ikke skulle være præst, men bruge teologien til at undervise på en højskole. Da jeg læste Martin Luthers skrifter, gik det op for mig, næsten som ved et lynnedslag, at den kristne tro ikke handler om, hvad jeg præsterer og om jeg tror rigtigt og nok og i øvrigt gør alt det rigtige. Nej, troen er tro på, at man aldrig står alene, overladt til sine egne fejl eller fortræffeligheder. Gud er der altid, som den, der gør, at jeg hver dag står op om morgenen og holder mig selv ud og holder af den verden, jeg er sat til at leve i. På trods af alt det, der ikke er, som jeg synes det skal være.

Så ringede jeg til præsten og bad om at blive døbt. Det blev jeg. Til en højmesse i en stor kirke i Århus, sammen med to babyer. Det var meget bevægende at stå der, som et voksent menneske, og blive talt til som et Guds barn, ligesom de to små, nye mennesker.

Min dåb er den, jeg henter min tro i. Jeg skal aldrig stå alene. Gud er der altid.